Vi lever nu paa den store forsoningsdag. Medens ypperstepræsten i den forbilledlige tjeneste gjorde forsoning for Jsrael, fordrede man, at enhver skulde ydmyge sin sjæl for Herren og angre sine synder; ellers skulde de udryddes af folket. Saaledes maa ogsaa nu enhver, som ønsker at bevare sit navn i livets bog, i de faa dage, som er tilbage af deres prøvetid, ydmyge sig for Gud ved sorg over synden og sand anger. Hjertet maa ransages dybt og oprigtig. Den letsindige aand, som de fleste kristne hengiver sig til, maa lægges bort. Der er alvorlig kamp for enhver som vil undertrykke de onde tilbøjeligheder, der stræber at faa herredømme. Det er en personlig gjerning at berede sig for evigheden. Man bliver ikke frelst i hobetal. Den enes renhed og gudhengivenhed kan ikke træde i stedet for den andens mangel paa disse egenskaber. Omendskjønt alle nationer maa fremstilles for Gud i dommen, saa vil han dog undersøge ethvert menneskes sag lige saa nøje og grundig, som om der ikke var et andet menneske paa jorden. Enhver maa prøves og være uden plet og rynke eller deslige.