De skriftkloge og farisæerne, som lyttede til Jesus, vidste godt, at hans ord var sande. De vidste, hvordan profeten Zakarias var blevet dræbt. Mens de advarende ord fra Gud lød fra hans læber, var den frafaldne konge blevet grebet af et djævelsk raseri, og på hans befaling var profeten blevet henrettet. Hans blod var blevet præget ind i tempelgårdens sten og lod sig ikke udslette, men vedblev at være et vidnesbyrd mod det frafaldne Israel. Så længe templet blev stående, ville pletten af den retfærdiges blod være der og råbe til Gud om hævn. Da Jesus hentydede til disse frygtelige synder, gik der en gysen af rædsel gennem mængden.