Men det var ikke frygt for døden, som frembragte Jesu ubeskrivelige sjælekval. At tro dette ville være at sætte ham under martyrerne, hvad mod og udholdenhed angår; thi mange, som er døde for sin tro, hengav sig til pine og død, glade over, at de blev agtede værdige til at lide for Kristi skyld. Kristus var en fyrste for alle dem, som lider. Men det var ikke legemlig smerte, som fyldte ham med fordærvelse og fortvivlelse, det var en følelse af syndens onde natur, det var bevidstheden om, at mennesket var blevet så fortrolig med synden, at det ikke engang mærkede dens afskyelighed, og at den var så dybt indgroet i menneskets hjerte, at den vanskelig kunne udryddes.