Valdensernes missionærer fremstillede med flid for søgende sjæle evangeliets dyrebare sandheder. De fremtog forsigtig de dele af den hellige skrift, som de havde skreven ned saa m egen omhu. Det var deres største glæde at vække haab i samvittighedsfulde syndsbesværede sjæle, som ikke kjendte nogen anden Gud end hevnens Gud, der ventede paa at udføre sin dom. Med skjælvende læber og taarefyldte øjne, ofte paa sine knæ, fremlagde de for sine brødre de dyrebare løfter, om aabenbarer synderens eneste haab. Saaledes gjennemtrængte sandhedens lys mange mørke sjæle og tilbagetrængte den dynkle sky, indtil retfærdighedens sol trængte ind i hjertet med sine lægende straaler. Det hænde ofte, at nogle dele af skriften blev læste igjen og igjen, da de, som hørte dem, ønskede, at de skulde gjentages ofte, som om de vilde være visse paa, at de havde hørt ret. Jsær holdt de meget af at høre disse ord ofte: "Jesu Kristi hans søns blod renser os fra al synd." (1 Joh. 1:7) "Og ligesom Moses ophøjede slagen i ørkenen, saa bør det menneskets søn at ophøjes, paa det at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes men at have et evigt liv." (Joh. 3:14.15) Mange blev løsrevne fra sine vildfarelser med hensyn til Roms paastande. De saa, hvor forfængeligt det er, at mennesker eller engle fremtræder som midlere for syndere. Jdet det sande lys oprendt for deres forstand, udraabte de med glæde: #Kristus er min præst, hans blod er mit offer, hans alter er min skriftestol." De kastede sig selv aldeles paa Jesu fortjeneste og gjentog disse ord "Uden tro er det umuligt at behage Gud." (Heb. 11:6) "Der er og ikke noget andet navn under himlen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal vorde frelste." (Apg. Gj. 4:12)