Men den gamle reformator tilbagekaldte ikke; han vilde ikke hykle. Han fastholdt uden frygt sin lære og gjendrev sine forfølgeres anklager. Han glemte sig selv, sin sin stilling og de nærværende forhold; han fremstillede sine tilhørere for Guds domstol og vejede deres spidsfindigheder og bedragerier paa den evige sanheds vægtskaal. Man følte den Helligaands nærværelse i raadssalen. Guds kraft hvilede paa tilhørerne. De syntes ikke at have nogen magt til at forlade stedet. Reformatorernes ord gjemmemborede deres hjerter brændende pile fra Herrens kogger. Angklagen for kjætteri, som de havde ført mod ham, væltede han med overbevisende kraft tilbage paa dem selv. Han spurgte, hvorledes de turde udbrede sine vildfarelser og vise, at de gjorde det for vindings skyld og for at drive handel med Guds naade.