Ved denne anledning var Thomas ikke til stede. Han ville ikke i ydmyghed godkende disciplenes beretning, men erklærede bestemt og selvtillidsfuldt, at han ikke ville tro, medmindre han kunne stikke sin finger i naglegabet og stikke sin hånd i siden, hvor det grusomme sværd var trængt ind. Derved udviste han mangel på tillid til sine brødre. Hvis alle, krævede et lignende bevis, ville ingen nu antage Jesus og tro på hans opstandelse. Men det var Guds vilje, at de, der ikke selv kunne se og høre den opstandne frelser, skulle tro på disciplenes beretning. Gud fandt ikke behag i den vantro, Thomas lagde for dagen. Da Jesus atter var sammen med disciplene, var Thomas hos dem, og da han så Jesus, troede han. Men han havde påstået, at han ikke ville nøjes med synets bevis alene, men at han også ville føle, og Jesus gav ham det bevis, han havde ønsket. Thomas udbrød: "Min Herre og min Gud!" Men Jesus irettesatte ham for hans vantro og sagde: "Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog troet."