Med stor forsigtighed og dyb alvor nærmede de, som havde antaget budskabet, sig til den tid, daa de haabede at møde sin herre. Hver morgen følte de, at deres første pligt var at erholde vidnesbyrd om, at Gud havde antaget dem. Deres hjerter var inderlig forenede, og de bad meget for og med hverandre. De samledes ofte paa afsides steder for at have samfund med Gud, og deres røst steg op med bøn til himlen fra marker og lunde. Forvisningen om deres frelsers velbehag var dem mere magtpaaliggende end deres daglige brød, og dersom en sky formørkede deres sjæl, saa slog de sig ikke til ro, før den var bortfjernet. Jdet de i sit hjerte fornam vidnesbyrdet om Guds tilgivende naade, længtes de efter at se ham, som deres sjæl elskede.