Pavedømmets middag eller glanspunkt var verdens moralske midnat. Den hellige skrift var næsten aldeles ukjendt, ikke blot af folket, men af præsterne. Ligesom farisæerne fordum, havde ogsaa de pavelige førere det lys, som vilde aabenbare deres synder. Efter at Guds lov, som var regelen for retfærdighed, var bleven bortfjernet, udøvede de sin magt ubegrænset og sine forbrydelser uhindret. Bedrageri, gjerrighed og ryggesløshed herskede. Mennesket veg ikke tilbage fra nogen forbrydelse, hvorved det kunde erholde rigdom og ære. Pavernes og prælaternes paladser var sædet for de værste udsvævelser. Nogle af de herskende paver gjorde sig skyldige i forbrydelser, der var saa oprørende, at de verdslige regenter forsøgte at afsætte disse høje gejstlige i menigheden som uhyrer, der var for lastefulde til at kunne taales. J flere aarhundreder havde verden ingen fremgang gjort i videnskab, kunst og civilisation. Et moralsk og aandelig lammelse var kommen over kristendommen.