Jesus sagde til disciplene: „Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.“ Her refererede Frelseren til den store høst på pinsedagen. Disciplene skulle ikke betragte denne som resultatet af deres egne anstrengelser. De fortsatte andre menneskers arbejde. Lige siden Adams syndefald havde Kristus overgivet forpligtelsen med ordets sædekorn til sine udvalgte tjenere, for at det kunne blive sået i menneskers hjerter. Og et usynligt virke, en almægtig kraft, havde arbejdet stille men effektivt for at frembringe høsten. Guds nådes dug, regn og solskin var blevet givet for at opfriske og nære sandhedens sæd. Kristus skulle snart vande sæden med sit eget blod. Disciplene var privilegerede ved at arbejde sammen med Gud. De arbejdede sammen med Kristus og fortidens hellige mænd. Da Helligånden blev udgydt på pinsedagen, blev tusinder omvendt på en dag. Dette var resultatet af, hvad Kristus havde sået, høsten af hans gerning.