Herodes blev lamslået og forvirret. Den larmende munterhed standsede, og en ildevarslende stilhed sænkede sig over festsalen. Kongen var rædselsslagen ved tanken om at skulle berøve Johannes livet. Men han havde givet sit ord, og han ønskede ikke at fremstå som upålidelig og overilet. Han havde aflagt eden til ære for sine gæster, og hvis en af dem havde ytret et ord imod opfyldelsen af hans løfte, ville han med glæde have skånet profeten. Han gav dem lejlighed til at tale til fordel for fangen. De havde foretaget lange rejser for at høre Johannes prædike, og de vidste, at han var en mand uden skyld og en Guds tjener. Men skønt de var rystede over pigens forlangende, var de for berusede til at fremkomme med indvendinger. Ingen stemme hævede sig for at frelse det himmelske sendebuds liv. Disse mænd indtog højt betroede stillinger blandt folket, og der påhvilede dem et alvorligt ansvar; men alligevel havde de ladet sig rive med af bordets glæder og drikkeri, indtil deres sanser var sløvede. De var fortumlede af den kåde munterhed med musik og dans, og deres samvittighed var slumret ind. Ved deres tavshed afsagde de dødsdommen over Guds profet for at tilfredsstille en lastefuld kvindes hævntørst.