Kvinden havde stået foran Jesus og tildækket sit ansigt af frygt. Hans ord: „Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,“ havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at hæve blikket til Frelserens ansigt, men afventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå bort, målløse og forvirrede. Så lød disse håbets ord for hendes ører: „Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere“. Hun brød sammen og kastede sig ned for Jesu fødder, mens hun hulkende udtrykte sin taknemmelige kærlighed og under bitre tårer bekendte sine synder.