De mænd, som verden hædrede de såkaldte vise og store mænd, kunne med al den visdom, de pralede af, ikke fatte Kristi natur. De bedømte ham efter den ydre fremtræden, ud fra den ydmygelse, der overgik ham som menneske. Men det var blevet givet fiskere og toldere at kunne se den Usynlige. Selv disciplene lykkedes det ikke at forstå alt, hvad Jesus ønskede at åbenbare for dem; men lidt efter lidt, efterhånden som de overgav sig til Helligåndens magt, blev deres sind oplyst. De indså at almagtens Gud iført menneskeskikkelse var hos dem. Jesus frydede sig over, at skønt vise og kloge mennesker ikke var i besiddelse af denne viden, var den blevet åbenbaret for disse jævne mennesker. Ofte, når han havde forkyndt Det gamle Testamentes skrifter og havde påvist, at de talte om ham selv og hans forsoningstjeneste, var de blevet påvirket af hans Ånd og hævet op i en himmelsk atmosfære. De havde en klarere forståelse af profeternes åndelige sandheder, end de oprindelige forfattere selv havde haft. Herefter ville de ikke mere læse Det gamle Testamentes skrifter som farisæernes og de skriftkloges lærdomme, ikke som udtalelser af vise mænd, der nu var døde, men som en ny åbenbaring fra Gud. De så den Ånd, „som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.“