Guddommelig kærlighed har ladet sig bevæge til ufattelige dybder for menneskers skyld, og engle undrer sig over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed; at de i så ringe grad påskønner den. Der er forargelse i Himmelen over den ligegyldighed, der udvises over for menneskers frelse. Hvis vi ønsker at vide, hvordan Kristus ser på det, må vi forestille os, hvordan en far eller mor ville føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, af forbipasserende var blevet overladt til at omkomme, selvom de kunne have reddet det. Ville de ikke blive forfærdeligt bedrøvede og frygteligt vrede? Ville de ikke anklage disse mordere med en vrede, der var lige så stor som deres kærlighed til barnet? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds børns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til de medskabninger, som er i fare, vækker hans retfærdige vrede. Dette er Lammets vrede. Til dem, der gør krav på fællesskab med Kristus, men som har været ligeglade med deres medmenneskers nød, vil han på dommens dag sige: „Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!“