Wiclifs gerning var næsten til ende. Sandhedens banner, som han havde holdt højt så længe, skulle snart falde ud af hans hånd. Men han skulle endnu engang vidne om evangeliet. Sandheden skulle forkyndes fra selve vildfarelsens højborg. Wiclif blev stævnet for den pavelige domstol i Rom, som så ofte, havde udgydt de helliges blod. Han var ikke blind for den fare, som truede ham, men ville gerne være kommet, hvis ikke en lammelse havde hindret ham i at foretage rejsen. Men skønt hans røst ikke ville komme til at lyde i Rom, kunne han give udtryk for sin mening pr. brev, og det besluttede han at gøre. Fra sin præstegård sendte reformatoren paven et brev. Det var skrevet i en høflig tone og en kristelig ånd, men var en skarp kritik af den pomp, pragt og stolthed, som fandtes ved pavestolen. "Det er mig en sand glæde," skrev han, "at bekende den tro, som jeg hylder, for hvert eneste menneske og i særdeleshed for biskoppen af Rom, som jeg går ud fra er oprigtig og har en sund dømmekraft. Da jeg anser denne tro for at være sund og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men hvis den er forkert, da rette på den.