Han blev nu overgivet til de borgerlige myndigheder og ført til retterstedet. Der fulgte en vældig procession efter ham. Der var hundrede af soldater, der var præster og biskopper i kostbare dragter og endelig Konstanz' indbyggere. Da martyren var bundet til pælen og alt var rede til at tænde bålet, blev han endnu engang opfordret til at redde sig ved at tilbagekalde sine vildfarelser. "Hvilke vildfarelser skal jeg tilbagekalde?" spurgte Hus. "Jeg ved ikke af, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til vidne på, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har haft til formål at frelse mennesker fra synd og fortabelse. Jeg vil derfor med glæde udgyde mit blod for at bekræfte den sandhed, som jeg har skrevet og prædiket." - Samme, b. 3, ch. 7. Da flammerne slog op omkring ham, begyndte han at synge: "Jesus du Davids Søn, vær mig nådig." Han vedblev at synge, til hans røst forstummede for bestandig.