Wiclefs gjerning var næsten fuldført. Dens andhedens banner som han saa længe havde baaret, skulde snart falde af hans haand; men endnu én gang skulde hans vidnesbyrd lyde, og denne gang i Rom. Det var paven selv, som uden at vide det aabnede vejen for sandehdens forkyndelse fra selve vildfarelsens riges hovedstad. Wiclef fik betaling om at svare for sit kjætteri for pavens domstol i Rom, hvor de helliges blod saa ofte var bleven udgyndt. Han var ikke blind for den fare, som truede ham. Han vidste godt, at døden vilde blive hans lod, dersom han adlød. Men dette bevægede ham ikke til at drage sig tilbage. Han vilde have adlydt stævningen, dersom ikke et slagtilfælde havde gjort det umuligt for ham at rejse. Men omendskjønt hans røst saaledes ikke kunde lyde i Rom, saa kunde han tale gjennem brev, og det besluttede han at gjøre.