Disciplene havde forestillet sig, at deres Mester ikke ville have fundet sig i at blive pågrebet; for den samme magt, der havde fået skaren til at falde om som døde, kunne have holdt dem magtesløse, indtil Jesus og hans ledsagere var undsluppet. De blev skuffede og forbitrede, da de så rebene blive taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I vrede drog Peter ubetænksomt sit sværd og prøvede at forsvare sin Mester, men han huggede blot øret af ypperstepræstens tjener. Da Jesus så, hvad der var sket, gjorde han sine hænder fri, skønt de romerske soldater holdt godt fast, og sagde: „Lad det være nok!“ Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derefter sagde han til Peter: „Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?“ — en legion i hver af disciplenes sted. Disciplene tænkte: Hvorfor frelser han dog ikke sig selv og os? Han besvarede deres uudtalte tanker ved at tilføje: „Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?“ „Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?“