Jesus erklærede, at det ikke var nødvendigt for ham at anklage dem for Faderen; thi Moses, som de sagde, at de troede, havde allerede anklaget dem. "Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. Men tror I Ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?" Jesus vidste, at jøderne havde fast besluttet sig at tage hans; men i denne tale fremsatte han meget klart for dem det forhold, han som Søn stod i til Faderen, og Sønnens lighed med ham. Således havde de ingen undskyldning for sin blinde modstand og sit raseri mod Frelseren. Men selv om hans guddommelige veltalenhed og de sandheder, han ytrede, overvældede dem og forhindrede dem fra at udføre deres planer, så udelukkede de dog ikke præsternes og de ældstes dødelige had. De betoges af frygt; thi de kunne ikke lukke sine øjne for den overbevisende kraft, hvormed Kristus virkede. Men de var så bundne i sin stoltheds og indbildskheds lænker, at de forkastede vidnesbyrdet om hans guddommelige magt, modstod hans tale og indhyllede sig selv i mørke.