Gudfrygtighedens ideal blandt bekendende kristne i almindelighed ligger så lavt, at de, der i oprigtighed ønsker at følge Kristus, finder opgaven langt mere møjsommelig og prøvende, end de ellers ville. Verdslige kristendomsbekenderes indflydelse er skadelig for de unge. Bekendende kristne har for det store flertals vedkommende fjernet skillelinjen mellem de kristne og verden og medens de bekender sig til at leve for Kristus, lever de for verden. Deres tro øver kun ringe hæmmende indflydelse på deres fornøjelser; medens de udgiver sig for at være lysets børn, vandrer de i mørket og er nattens og mørkets børn. De, der vandrer i mørket, kan ikke elske Gud og oprigtigt ønske at herliggøre ham. De er ikke oplyste, så de kan se skønheden ved de himmelse ting og kan derfor ikke i sandhed elske disse. De bekender sig til at være kristne, fordi det bliver anset for at være agtværtigt at være det og der er intet kors for dem at bære. Deres bevæggrunde er ofte egoistiske. Nogle blandt sådanne krisendomsbekendere kan gå ind i danselokaler og deltage i alle de fornøjelser, som dette byder. Andre kan ikke gå så videt, men de kan værer med til forlystelser, udflugter, sammenskudgilder og udstilinger. Og det skarbeste øje ville hos sådanne bekendende kristne ikke kunne opdage et eneste tegn på kristendom. Hvad deres ydre udseende angår, ville han ikke kunne se nogen forskel mellem dem og den mest udpræget vantro. Den bekendene kristne, den ryggesløse, den åbenbare kristendomsbespotter og den vanhellige omgås alle hverandre som lige. Og Gud betragter dem som ét i ånd og vandel.