En følelse af forfærdelse, en frygt for, at budskabet muligvis skulde være sandt, havde for en tid tjent til at holde den vantro verden i tømme. Efter at tiden var forbi, forsvandt denne frygt ikke paa en gang. De turde ikke straks triumfere over dem, som var bleven skuffede. Men efter nogen tid, da endnu ingen tegn saaes paa Guds vrede, overvandt de atter sin frygt og begyndte igjen at spotte og latterliggjøre dem, som troede. En stor del af dem, som havde bekjendt sig til at tro paa Herrens snare komme, frasagde sig sin tro. Nogle, som havde været meget visse i sine forventninger, blev saa dybt saarede i sin stolthed, at de følte, som om de vilde fly fra verden. Ligesom Jonas klagede de over Gud og valgte døden hellere end livet. De, som havde bygget sin tro paa andres meninger og ikke troet paa Guds ord, var nu lige saa rede til at forandre sine anskuelser. Spotterne vandt de svage og modløse over til sine rækker, og alle disse forenede sig i at erklære, at der ikke kunde være mere tale nu om frygt eller forventning. Tiden var forbi, og Herren var ikke kommen, og verden kunde blive staaende ligesom den var i flere tusende aar.