Fra sit hjem skrev reformatoren et brev til paven. Dette var skrevet i en ærbødig tone og kristelig aand, men indeholdt paa samme tid en skarp irettesættelse for den pavelige stols praft og storhed. "J sandhed, jeg glæder mig", skrev han, "ved at fremlægge og vidne for enhver som den tro, jeg har, og især for biskoppen af Rom. Og derso jeg formoder, at han er sund i troen, saa vil han vist villig stadfæste min omtalte tro eller rette paa den, dersom den er fej. For det første antager jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov,. . . .. og jeg antager af biskoppen af Rom, efterso han er Kristi vikar her paa jorden, er skyldig frem for andre at lyde denne evangeliets lov. Thi storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i verdslig værdighed og ære, men i at følge Kristus nøje i hans liv og adfærd; . . . . thi Kristus var under sin vandring paa jorden en fattig mand, og han vendte sig bort fra al jordisk magt og ære.