En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han kastede et langt blik på templet og derefter på sine tilhørere. Med en stemme, der var påvirket af smerte og bitre tårer, udbrød han: „Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.“ Dette er afskedskampen! I Kristi klage udøser Guds eget hjerte sig. Det er det hemmelighedsfulde farvel fra Guddommens langmodige kærlighed.