Det var Guds vilje, at Paris endnu engang skulle opfordres til at tage imod evangeliet. Lefevres og Farels opfordringer var blevet afvist, men nu hørtes budskabet atter af alle samfundsklasser i den store hovedstad. Kongen, som var påvirket af politiske hensyn, havde endnu ikke helt taget parti for romerkirken og imod reformationen. Marguerite klyngede sig stadig til håbet om, at protestantismen ville sejre i Frankrig. Hun besluttede, at den reformerte tro skulle forkyndes i Paris. Under kongens fravær gav hun en protestantisk præst befaling til at prædike i byens kirker. Da dette blev forbudt af de katolske kirkefyrster, åbnede hun paladsets døre. En af salene blev indrettet til kapel, og det blev bekendtgjort, at der hver dag på et bestemt tidspunkt ville blive holdt en prædiken, og at folk af enhver rang og enhver livsstilling var velkomne. Gudstjenesterne overværedes af mængder af mennesker. Ikke blot kapellet, men også forværelserne og salene var tæt pakkede. Hver eneste dag samledes der tusinder - adelsmænd, statsmænd, sagførere, handlende og håndværkere. I stedet for at forbyde disse møder, befalede kongen, at to af Paris' kirker skulle åbnes. Aldrig før havde Guds ord gjort så dybt indtryk på byen. Livsånden fra himlen syntes at blive udgydt over folket. Afholdenhed, renhed, orden og flid afløste drikfældighed, tøjlesløshed, strid og dovenskab.