Tidligt om morgenen kom Peter og hans ledsagere til Jesus og fortalte, at Kapernaums beboere allerede søgte efter ham. Disciplene havde været dybt skuffede over den modtagelse, Kristus hidtil havde fået. Øvrigheden i Jerusalem søgte at myrde ham; selv hans egne bysbørn havde prøvet at berøve ham livet, men i Kapernaum var han blevet hilst med jublende begejstring, og disciplenes håb blussede atter op. Det kunne jo tænkes, at man blandt de frihedselskende galilæere kunne finde mænd, der ville støtte det nye rige. Men med forundring hørte de Kristi ord: „Jeg skal også forkynde evangeliet om Guds rige i de andre byer; det er derfor, jeg er blevet udsendt.“ |