Da Kajfas sønderrev sin kappe, var hans handling af stor betydning for den stilling, jødefolket som folk herefter ville indtage over for Gud. Det folk, som engang var Guds udvalgte, skilte sig fra ham og var hurtigt ved at blive et folk, som Gud ikke ville kendes ved. Da Kristus på korset råbte: „Det er fuldbragt,“ og templets forhæng flængedes i to stykker, erklærede den hellige iagttager, at det jødiske folk havde forkastet Ham, som var det store forbillede for alle deres symboler, virkeligheden i alle deres skyggebilleder. Israel havde skilt sig fra Gud. Da ville der for Kajfas have været grund til at sønderrive den præstedragt, som betegnede, at han gjorde krav på at være stedfortræder for den store ypperstepræst; for nu havde den ikke mere nogen betydning for ham eller folket. Da ville han virkelig have haft grund til at sønderrive sin kappe i rædsel for sig selv og sit folk.