Alle Kristi forudsigelser om Jerusalems ødelæggelse gik bogstaveligt i opfyldelse. Jøderne erfarede sandheden i hans ord: "Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt." Matt 7,2. Der viste sig tegn og undere, som varslede ulykke og dom. En komet der så ud som et flammende svær hang i et år over byen, og et unaturligt lys skinnede over Tempelet. Og i skyerne viste der sig billeder af stridsvogne og soldater, som stillede op til kamp. Mystiske stemmer i Tempelgården udtalte advarselen "Lad os drage bort herfra." Den store østport, som var så tung, at tyve mand næppe kunne lukke den, den var fastgjort med svære jernstænger, som gik dybt ned i den solide stenbrobelægning blev åbnet ved midnat af usynlige kræfter. I syv år vedblev en mand at gå op og ned ad Jerusalems gader og råbe om de ulykker, der ville ramme byen. Dag og nat sang han den dystre sørgesang: "En røst fra øst! En røst fra vest! En røst fra de fire vinde! En røst imod Jerusalem og imod templet! En røst imod brudgommene og brudene! En røst imod hele folket!" Denne mærkelige person blev fængslet og pisket, men der gik ikke en klagelyd over hans læber. Når han blev hånet og mishandlet, svarede han blot: "Ve, ve Jerusalem! Ve, ve dens indbyggere!" Hans varselsråb forstummede ikke, før han blev dræbt under den belejring, som han havde forudsagt.