Luthers lærdomme tiltrak sig opmærksomhed fra tænkende mennesker i hele Tyskland. Fra hans prædikener og skrifter udgik der stråler af lys, som vækkede og oplyste tusinder af mennesker. En levende tro trådte i stedet for den døde formalisme, som så længe havde præget kirken. For hver dag mistede folket tilliden til romerkirkens overtroiske forestillinger. Fordommenes skranker faldt sammen. Guds ord, hvorved Luther prøvede enhver læresætning og ethvert krav, var som et tveægget sværd, der skar sig ind i folkets hjerte. Alle vegne vågnede der et ønske om åndelig fremgang. Alle vegne var der en sådan hunger og tørst efter retfærdighed, som man i lange tider ikke havde kendt. Folkets øjne, som så længe havde været rettet mod menneskelige ritualer og jordiske mellemmænd, vendte sig nu i bod og tro til Kristus og ham korsfæstet.