Og dog var denne skuffelse ikke saa stor som den, disciplene maatte udholde ved Kristi første komme. Da Jesus triumferende red ind i Jerusalem, troede hans disciple, at han var ved at bestige Davids trone og frelse Jsrael fra deres undertrykkere. Med store forventninger og glade længsler søgte de at overgaa hverandre i at vise sin konge ære. Mange udbredte sine klæder som et tæppe paa hans vej eller strøede løvrige palmegrene foran ham. J sin henrykkelse og glæde udraabte de frydefuldt med hverandre: "Hosanna, Davis søn!" Da farisæerne blev fortrydelig og vrede over disse glædesudbrud og forlangte, at Jesus skulde straffe sine disciple, svarede han: "Dersom disse taug, da skulde stenene raabe." (Luk. 19:40) Profetierne skulde opfyldes. Disciplene udførte Guds hensigt, og dog var de bestemte til at lide en bitter skuffelse. Blot nogle faa dage henrandt, før de blev vidne til Frelserens smertefulde død og lagde ham i graven. Deres forventninger var ikke bleven opfyldte i et eneste punkt, og deres haab døde med Jesus. De kunde ikke forstaa før deres herre triumferende opstod af graven, at alt dette havde været forudsagt af profeterne, og "at det burde Kristus at lide og opstaa fra de døde". (Ap. gj. 17:3.)