Johannes Døbers hoved blev bragt til Herodias, som modtog det med djævelsk tilfredshed. Hun jublede over sin hævn og smigrede sig med, at Herodes nu ikke mere ville have problemer med samvittigheden. Men hendes synd førte ingen lykke med sig. Hendes navn blev berygtet og forhadt, mens Herodes blev endnu mere plaget af samvittighedsnag, end han havde været ved at lytte til profetens advarsler. Påvirkningen af Johannes’ lære var ikke blevet bragt til tavshed; den skulle nå ud til hver eneste generation indtil tidernes ende.