Sanhedrin havde dømt Jesus til døden, men det var i modstrid med den jødiske lov at forhøre en fange om natten. En lovmæssig dom kunne kun afsiges ved dagens lys og i overværelse af det fuldtallige råd. På trods af dette blev Frelseren nu behandlet som en dødsdømt forbryder og overgivet til at blive mishandlet af de laveste og ondeste mennesker. Ypperstepræstens palads var placeret rundt om en åben gård, hvor soldaterne og mængden havde samlet sig. Jesus blev ført til vagtstuen gennem denne gård, og fra alle sider blev han mødt med spot, fordi han hævdede at være Guds Søn. Hans egne ord, at „sidde ved den Almægtiges højre hånd“ og at „komme på himlens skyer,“ blev hånligt gentaget. Mens han i vagtstuen afventede sin lovmæssige domfældelse, var han uden beskyttelse. Den uvidende pøbel havde set, med hvilken grusomhed han var blevet behandlet foran rådet, og ud fra dette tillod de sig at tilkendegive alle de djævelske tilbøjeligheder i deres natur. Kristi ædle optræden og guddommelige holdning drev dem til raseri. Hans sagtmodighed, hans uskyldighed og hans majestætiske tålmodighed fyldte dem med et djævelsk had. Barmhjertighed og retfærdighed blev der set stort på. Aldrig var en forbryder blevet behandlet så umenneskeligt, som Guds Søn blev det.