Men for menneskeøjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er opfyldt af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, og at ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt 27,42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.