Overalt lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere, både verdens mennesker og menighedsmedlemmer, blev formanet til at fly for den kommende vrede. Ligesom Kristi forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at bære frugt, som var ,omvendelsen værdig. Deres gribende appeller stod i skarp modsætning til de forsikringer om fred og ingen fare, som lød fra prædikestolene i almindelighed, og overalt, hvor budskabet blev forkyndt, greb det folk. Skriftens enkle, tydelige vidnesbyrd, som blev yderligere understreget ved Helligåndens kraft, bragte en overbevisning med sig, som kun få kunne modstå fuldstændig. Bekendende kristne blev rusket op af deres falske tryghedsfølelse og blev klar over deres frafald, verdslighed, vantro, stolthed og egenkærlighed. Mange søgte Herren i anger og ydmyghed. Deres interesser, som så længe havde været knyttet til det jordiske, blev nu himmelvendte. Guds Ånd hvilede over dem, og med hjertet blødgjort og sønderknust istemte de råbet: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet."