Titus vilde gjerne have gjort ende paa den forfærdelige scene og saaledes havde sparet Jerusalem for dens ulykkes fulde maal. Han blev fuld af forfærdelse, da han saa de døde legemer ligge i hobevis i dalene. Han blev aldeles henrykt, da han saa ned fra Oljebjergets top paa det herlige tempel, og han gav befaling til, at ikke en sten deraf skulde røres. For han forsøgte at indtage denne fæstning, bad han de jødiske førere indtrængende om ikke at vinge ham til at besmitte det hellige sted med blod. Dersom de vilde komme ud og stride paa et andet sted, saa skulde romerne ikke bsmitte templets heligdom. Josefus selv bad dem med stor veltalenhed indtrængende om at overgive sig, at de kunde frelse sig selv, sin stad og sin guddyrkelsessted. Men de besvarede hans ord med bitre forbandelser. De kastede pile efter ham, som var deres sidste menneskelige midler, idet han stod og søgte at overtale dem. Jøderne havde forkastet Guds søns formaning, og nu gjorde bønner og overtalelser dem blot mere fast besluttede paa at modstaa indtil det sidste. Titus' bestræbelser for at frelse templet var forgjæves; en, der var større end han, havde erklæret, at der ikke skulde lades sten paa sten.