Dette var en underfuld tale for farisæerne, og den beredte vejen for Kristi vidnesbyrd. Den samme ånd, som besjælede Jesus, fyldte også Johannes døbers sjæl. Deres vidnesbyrd stemte overens, deres liv var helliget til at udføre den samme store gerning. Dette henviser til Frelseren som retfærdighedens sol, der opgår med glans og snart fordunkler hans eget lys, som derefter bliver svagt på grund af det større lyses herlighed. Johannes fremstiller det herligste eksempel på et delt sind, som et menneske nogensinde har fremvist. Det indeholder en dyrebar lærdom om underdanighed og selvfornægtelse for dem, som Gud har betroet en ansvarsfuld stilling, Det lærer dem aldrig at tilegne sin nogen ære, som ikke tilhører dem, eller lade partisind vanhellige Guds sag. En sand kristen bør forsvare sandhedens sag uden hensyn til egen person eller fordel.