Jesu ophold i Samaria skulle være en velsignelse for disciplene, der stadig var under indflydelse af jødernes fanatisme. De mente, at loyalitet mod deres eget folk krævede, at de skulle nære fjendtlige følelser mod samaritanerne. De undrede sig over Jesu handlemåde. De kunne ikke nægte at følge hans eksempel, og under de to dages ophold i Samaria holdt deres troskab mod ham deres fordomme under kontrol; men i hjertet var de uforsonlige. De var længe om at lære, at deres foragt og had måtte vige pladsen for medlidenhed og sympati. Men efter Herrens himmelfart vendte hans belæring tilbage til dem med en ny betydning. Efter Helligåndens udgydelse mindedes de Frelserens blik, hans ord og den respekt og mildhed, der prægede hans holdning til disse foragtede fremmede. Da Peter tog hen for at prædike i Samaria, var hans arbejde præget af den samme ånd. Da Johannes blev kaldt til Efesus og Smyrna, huskede han, hvad han havde oplevet ved Sikem, og fyldtes af taknemmelighed mod den guddommelige lærer, som ved sit eget eksempel hjalp dem gennem de vanskeligheder, som han havde forudset, de ville møde.