"Ørknen og de tørre steder skal glæde sig, Og den øde mark skal fryde sig og blomstre som en rose. Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med fryd. Libanons herlighed er givet den, Karmels og Sarons pragt; De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de afmægtige hænder, og giv de snublende knæ kraft. Sig til de mistrøstige af hjerte: vær frimodige, frygt ikke! Se, eders Gud!..... Da skal de blindes øjne åbnes, og de døves øren oplades. Da skal den halte springe som hjort, og den stummes tunge synge med fryd; thi vande bryder frem i ørknen, og bække på den øde mark. Og den glødende sandørk skal blive til sø, og det tørstige sted til vandkilder... Og en banet sti og vej skal være der, en vej, som skal kaldes helligdommens; ingen uren skal gå ad den, men den skal være for dem selv; de som vandrer på denne vej, endog enfoldige, skal ikke fare vild. Ingen løve skal være der, og intet rovdyr, kommer derop eller findes der; men de genfødte skal vandre der. Og Herrens forløste skal komme tilbage, og komme til Zion med frydesang, og evig glæde skal være over deres hoved; og sorg og suk skal fly." (Es 35,1-10) |