Frelseren var træt, efter at han havde arbejdet og anstrengt sig så meget, og da han nu en kort tid var fri for mændenes påtrængenhed, lagde han sig på en hovedpude i fiskerbåden og faldt i søvn. Det varede ikke længe, før vejret, som havde været stille og behageligt, forandrede sig. Skyerne formørkede himlen, og en heftig storm brød løs, hvilket ofte var tilfældet på Galilæas sø. Solen var gået ned, og nattens mørke hvilede over vandet. De oprørte bølger slog med skibet og truede hvert øjeblik med at opsluge det. Skibet tumledes omkring af stormen, så at det snart blev løftet højt op på toppen af en bølge og snart igen pludselig kastet dybt ned mellem bølgerne. Til sidst opdagede man, at skibet havde sprunget læk og hurtig fyldtes med vand. Der blev stor bevægelse og forstyrrelse i mørket under de oprørte bølgers larm. Fiskerne var modige og stærke og havde lang erfaring i at styre deres skib; men hvor dygtige de end var og vel vandte til den urolige sø, så vidste de ikke mere, hvad de skulle gøre i denne forfærdelige storm, og deres hjerte blev fuldt af fortvivlelse, da de mærkede, at båden begyndte at synke.