Medens Jesus forberedte sine disciple til deres ordination og underviste dem om de pligter, som henhørte til det store værk, der lå foran dem, trængte Judas sig ind iblandt dem. Denne mand gav sig ud for at være Jesus meget hengivent og foreslog at blive hans discipel. "Herre," sagde han, "jeg vil følge dig, hvor du går hen." Jesus modtog ham ikke meget varmt; dog stødte han ham heller ikke fra sig, men tiltalte ham med disse sørgmodige og rørende ord: "Ræve har huler og himlens fugle reder men menneskenes søn har ikke det, han kan hælde sit hoved til." Judas var egennyttig, og hans fornemste hensigt med at komme i forbindelse med Kristus, var at opnå jordisk fordel ved ham; men Kristi hentydning til sin egen fattigdom, idet han fremholdt sin stilling i modsætning til rævenes og fuglenes, havde til hensigt at afskære alt håb, som Judas nærede, om at få jordisk vinding ved at blive Kristi efterfølger. Judas var en mand med anerkendt dygtighed, og han havde ikke lille indflydelse. Af disse grunde ønskede disciplene, at han skulle gå med dem. De anbefalede ham meget varmt til Jesus som et menneske, der ville hjælpe ham betydelig med hans gerning. De blev derfor forbavsede over, at Jesus modtog ham så koldt; men Frelseren kendte Judas' hjerte og vidste allerede den gang, hvorledes han ville deltage i at forråde og dræbe ham. Dog ønskede Jesus alligevel, at han måtte følge ham, for at han kunne blive oplyst om hans guddommelige sendelse, få åndelig styrke til at overvinde det dårlige i sin karakter og erfare en grundig omvendelse, så at han engang kunne blive frelst. Dette var ham muligt ved Kristi hjælp.