Da sagde Jesus til dem: Sandelig sandelig siger jeg eder: ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra Himmelen. Thi Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv. Da sagde de til ham: Herre! giv os altid det brød! Jesus anvendte brødet som et billede til at betegne sin Ånds livgivende kraft. Brødet nærer det legemlige liv og Ånden det åndelige liv. Han siger: Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig skal aldrig tørste. Men jeg har sagt jer det: I har set - og dog tror I ikke. De, som i sandhed glæder sig ved en åndelig forening med Kristus, længes aldrig efter nogen højere glæde. Al tvivl forsvinder, og den trætte sjæl vederkvæges daglig i sin Frelser. Den feberagtige tørst efter rigdom og ære forsvinder. Jesus er en kilde af vand, som opvælder i dem til evigt liv. 89 Jesus forsikrer jøderne, at de havde set ham og hans gerninger, men troede dog ikke. Han hentydede ikke til, at de havde set ham med deres naturlige øjne; men han mente, at deres forstand var overbevist, på samme tid som deres stolte og stive hjerte at erkende ham som Messias. Frelseren havde udrettet gerninger iblandt dem, som ingen anden havde gjort. Dag efter dag havde de opnået levende beviser på hans guddommelige magt; men alligevel begærede deres hårde og uforstandige hjerte endnu et andet tegn på hans guddommelighed, før de ville tro. Dersom de havde fået det, så ville de alligevel have været ligeså vantro som før. Dersom det, de havde set og hørt, ikke allerede havde overbevist dem om, at han var Messias, så var det til ingen nytte at vise dem flere underfulde gerninger. Guds Søn kunne ikke tilsidesætte sin hellige værdighed for at tilfredsstille en nysgerrig skare. 90 Jesus siger: Thi dette floks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem. Vantroen finder altid en undskyldning for sin tvivl og bortfjerner de mest overbevisende kendsgerninger. Jøderne var hele tiden på deres post, for at de ikke skulle blive tvunget til ved overvældende at slippe deres fordom og vantro. Selvom deres forstand var overbevist, så ville de dog ikke erkende, at de var stolte og egenretfærdige, eller indrømme, at de, som pralede af visdom frem for alle andre mennesker i verden, selv behøvede en lærer. 90 Jøderne var forsamlede for at fejre påskefesten. Når de spiste påskelammet, skulle de komme i hu, at det forestillede Guds Lam, og at Gud havde beskyttet dem, da deres fjenders førstefødte blev slået ihjel i ægypten. Det blod som hebræerne skulle stryge på deres dørstolper, og som var et tegn på deres frelse, fremstillede også Kristi blod, som skulle udgydes for verdens synder. Frelseren havde magt til sidst at oprejse alle dem fra døden, som i tro spiste hans kød og drak hans blod. Denne åndelige føde giver den troende et velgrundet håb om, at han skal opstå og leve evigt i Guds rige. 91 Disse dyrebare sandheder fremsætter Jesus for den vantro mængde, idet han siger: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme fra mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at føre min vilje, men hans vilje som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som er Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 91 Han talte om sit fremtidige offer med disse ord: Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. Han, der var blevet menneske, tilbød at frelse alle, som ville tage imod ham som sin forløser; thi han hade adgang til Faderen, at hvem han havde fået guddommelig magt. 92 Men jøderne var misfornøjede med, at Jesus fremstillede sig selv som livets brød, der var kommet ned fra himlen. Og de sagde: Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: Jeg er kommen ned fra himmelen? De holdt så fast ved sin indbildskhed og stolthed, at det syntes umuligt for dem at tro vidnesbyrd, der var så klare som solen ved middagstid. De var misundelige på Jesus, fordi han, som var af så ringe herkomst, var i stand til at udføre undergerninger, som de ikke kunne bortforklare, og at lære sandheder, som de ikke kunne modsige. Derfor søgte de at vække fordom og vantro blandt folket, idet de med foragt pegede på Jesu ringe herkomst, og de hentydede spottende til hans tvivlsomme fødsel på grund af hans moders stilling for den tid. De henviste med foragt til hans liv som en tømmermand i Galilæa og til hans slægtninge, der var fattige og ringe. De erklærede, at denne ulærde tømmermands højeste påstande uden videre burde tilsidesættes. 92 Men Jesus hørte deres knurren og irettesatte dem. Han vidner atter med endnu kraftigere ord om sin forbindelse med Faderen og om, hvor nødvendigt det er, at hjertet bliver oplyst af Guds Ånd, for at det kan føle trang til en frelser. Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: Og de skal alle være oplært af Gud. Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Han henviser her til Esajas' profeti: Alle dine børn bliver oplært af Herren, og stor bliver børnenes frelse. 92 Det var ingen ny lære, Jesus forkyndte. Det var opfyldelsen af en profeti, som præsterne og de ældste, der fortolker Guds ord, burde have forstået grundig. Idet Frelseren siger, at ingen komme til ham, uden Faderen får draget ham, ønsker han at vise dem, at Gud aldrig vil åbenbare sig personlig for at lære dem livets vej. Menneskene kunne ikke udholde at se hans herlighed et eneste øjeblik. De kunne blot komme til ham gennem Sønnen. Idet de så og hørte Sønnen, så og hørte de Faderen. Han er en midler mellem Gud og hans lydige børn. Jøderne sagde, at Gud var deres lærer; men Jesus erklærede, at denne bekendelse var forfærdelig; thi siger han: Hver den, som hører af Faderen og lærer, kommer til mig. 93 Jesus besvarede ikke de hentydninger, som de havde gjort til hans fødsel, mere end han besvarede de spørgsmål, som de fremkom med angående, hvorledes han var kommet over søen. Han ønskede ikke at ophøje sig selv eller omtale de mirakler, han udførte. Farisæernes fordom var større, end deres spørgsmål antydede; den havde sået dybe rødder i deres syndefulde og forvente hjerte. Det, Jesus havde sagt og gjort, havde ikke frembragt disse følelser, men blot åbenbaret dem; thi hans rene og ophøjede lære var ikke i harmoni med deres egenkærlige hjerte. Han siger: Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Der var modstridende anskuelser og megen uvished med hensyn til de dødes opstandelse. Foruden den splid, der var mellem farisæerne og saddukæerne, var Jøderne i stort mørke angående det fremtidige liv og legemets opstandelse. Jesus beklagede dem i deres formørkede tilstand og bød dem at tage imod ham, som var deres eneste håb, den Store Livgiver, som er livets brød. 93 De havde henvist ham til det manna, som deres fædre spiste i ørknen, som om det var et større mirakel end det, som Jesus havde udført. Men han erklærede nu for dem, at den legemlige mad, som den gang blev givet dem af himlen, var en lille gave, sammenlignet med det evige livs velsignelser, som han nu tilbød dem. Den mad, som de den gang fik, gav deres styrke, men bevarede dem ikke fra døden eller skaffede dem evigt liv; men fra døden og til sidst skaffede dem evigt liv. Han sagde: Jeres fædre spiste manna i ørknen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mig kød, til liv for verden. 94 Vor Herre henviste dem til sin død, som nærmede sig, hvilket var den eneste sande forligelse for menneskenes synder. Jøderne var i færd med at helligholde påskefesten med stor pragt. Lammet, som de spiste, var et forbillede på Kristi legeme. Men den, som de afbildede, stod midt iblandt dem og fremstillede sig selv som deres frelser, hvis blod ville bevare dem fra den hellige Guds vrede; men de forkastede hans nådige tilbud. 94 Det mirakel, som Jesus havde udført, da han bespiste mængden, benyttede han som et tydeligt billede af sit værk på jorden. Han erklærede, at ligesom brød giver legemet sundhed og styrke, således vil troen på Kristus og lydighed mod hans lære give sjælen åndelig kraft og liv. Men jøderne havde fast besluttet at misfortolke hans ord og begyndte nu at kives indbyrdes: Hvorledes kan denne give os sit kød at spise? De foregav, at de forstod hans ord bogstavelig ligesom Nikodemus, da han spurgte: Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel? De forstod Jesu mening, men de var ikke villige til at indrømme det. De mente, at denne var en gunstig lejlighed til at opirre folket imod ham, idet de fremstillede hans ord for dem i det ugunstigste lys. Jesus sagde da til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste, og de døde dog. Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.