Så langt kan misundelse og bitter fordom lede sine slaver. Idet farisæerne forkastede Kristus, bragte de sig selv i en tilstand, hvor mørke og overtro omgav dem, og deres had og vantro tiltog hele tiden, indtil de var rede til at besudle deres hænder med blod for at udføre deres vanhellige hensigter og endog ønskede at ihjelslå den, som ved Guds kraft var blevet oprejst af graven. De stillede sig selv på et standpunkt, hvor ingen magt, hverken menneskelig eller guddommelig, kunne hjælpe dem. De syndede mod Helligånden, og Gud kunne ikke gøre mere for dem. Deres oprør mod Kristus var fast besluttet. Han var en anstødssten og forargelsens klippe for dem. De ville ikke have dette menneske (Jesus) til at regere over sig. Medens alle disse rådslagninger gik for sig i Jerusalem, hvilede Jesus rolig fra sit arbejde i Lazarus' hus. Simon af Betanien, som Jesus havde helbredt for spedalskhed, ønskede at vise sin Mester en særskilt ære. Han gjorde derfor en nadvere og indbød ham og hans venner som gæster. Frelseren sat til bords med Simon, som han havde helbredt af en væmmelig sygdom, på den ene side og Lazarus, som han havde oprejst fra de døde, på den anden side. Martha opvartede ved bordet. Men Maria lyttede begærlig efter ethvert ord, som faldt fra Jesu læber. Hun så, at han var bedrøvet. Hun vidste, at han var tvunget til at skjule sig, straks efter at han havde oprejst hendes broder fra de døde, for at undgå forfølgelsen af jødernes øverster. Idet hun så på sin broder, som glædede sig ved styrke og fuldkommen sundhed, fyldets hendes hjerte med taknemmelighed til Jesus, som havde oprejst ham af graven og givet ham tilbage til hende.