Snart kom den store, hvide Sky til Syne, hvorpaa Menneskenes Søn sad. Den saa meget liden ud, da den først viste sig paa længere Afstand. Engelen sagde, at den var Menneskens Søns Tegn. Da den nærmede sig Jorden, kunde vi se Jesu majestætiske herlighed, idet han drog ud til Sejr. Et Følge af hellige Engle med lyse, glinsende kroner paa sine Hoveder ledsagede ham. Det er umuligt at skildre denne Scenes herlighed. Den levende majestætiske og overvættes herlige Sky kom endnu nærmere, og vi kunde tydelig se Jesu elskelige Person. Han bar ikke en Tornekrone; en Herligheds-Krone hvilede på hans hellige Pande. Paa hans Klædebon og hans Lænd var et Navn skrevet: Kongernes Konge og Herrers Herre. Hans Ansigt var som Middagssolen, hans øjne som Ildsluer og hans Fødder som skinnende Kobber. Hans Røst lød som mange Musikinstrumenter. Jorden rystede for ham, Himlen veg bort lig en en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver ø blev flyttet fra sit Sted. "Og Jordens Konger og de store og Krigshøvdingerne og de rige og de vældige og hver træl og her fri skjulte sig i Bjergenes Huler og Klipper og sagde til bjergene og Klipperne: Fald over os og skjul os for hans Aasyn, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede! Thi hans vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestaa?" de, som kort før vilde have udryddet Guds trofaste Børn paa Jorden, beskuede nu Guds Herlighed, som hvilede over dem. Og midt i al deres Rædsel hørte de de hellige frydefuldt udraabe: "Se, dette er vor Gud, vi har haabet paa ham, og han skal frelse os."