Disse selvbestaltede udsendinge er en forbandelse for sagen. Oprigtige sjæle sætter lid til dem i den tro, at de handler efter Guds rådslutning, og at de er i overensstemmelse med menigheden, og tillader dem derfor at forrette de anordninger, Herren har indstiftet; og når det senere bliver klart for den, at det er deres pligt at gøre deres første gerninger, lader de sig døbe af disse mænd. Men når så lyset kommer, som det visselig vil, og de finder at disse mænd ikke er, hvad de anså dem for at være, Guds kaldte og udvalgte sendebud, kommer de i prøvelse og tvivl vedrørende den sandhed, som de har taget imod, og de føler, at de må lære det hele om igen; fjenden besværer og plager dem med uvished angående hele deres erfaring, hvorvidt Gud har ledet dem eller ej, og de er ikke tilfredse, før de bliver døbt på ny og begynder forfra igen. Det er langt mere åndsfortærende for Guds sendebud at optage virksomhed på steder, hvor disse mænd har øvet en sådan forkert indflydelse, end det er at begynde på nye pladser. Guds tjenere må optræde bestemt, handle åbent og ikke dække over synder; for de står mellem de levende og de døde og må aflægge regnskab for deres troskab, deres mission og den indflydelse, de øver over hjorden, hvor Herren har sat dem som tilsynsmænd.