Jeg så Jesus i haven sammen med sine disciple. Dybt bedrøvet bad han dem våge og bede, for at de ikke skulle falde i fristelse. Han vidste, at deres tro ville blive prøvet, deres forhåbninger skuffet, og at de ville behøve al den styrke, de kunne opnå ved omhyggelig årvågenhed og inderlig bøn. Med gråd og stærke råb bad Jesus: "Fader, ville du dog tage denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din! " Guds Søn bad i sjæleangst. Store blodsdråber samledes i hans ansigt og faldt til jorden. Engle svævede over stedet og var vidne til, hvad der foregik, men kun een fik befaling om at stige ned og styrke Guds Søn i hans sjæleangst. Der var ingen glæde i himlen. Englene lagde deres kroner og deres harper til side, og med den dybeste interesse gav de i tavshed agt på Jesus. De ønskede at samles omkring Guds Søn, men den ledende engel tillod dem det ikke, for at de ikke, når de kom til at se ham blive forrådt, skulle befri ham; for Frelsens plan var lagt, og den måtte fuldbyrdes.