Atter viste Herren sig for Paulus og åbenbarede for ham, at han måtte drage op til Jerusalem, og at han der ville blive bundet og komme til at lide for hans navns skyld. Skønt han i lang tid var en fange, udførte Herren dog sin særskilte gerning ved ham. Apostelens lænker blev et middel til at udbrede kundskaben om Kristus og til derved at herliggøre Gud. Idet han blev sendt fra stad til stad for at forhøres, blev hans vidnesbyrd og hans interessante oplevelser ved hans egen omvendelse fremholdt for konger og landshøvdinger, for at disse skulle være uden undskyldning vedrørende Jesus. Tusinder troede på frelseren og frydede sig i hans navn. Jeg så, at Guds særskilte forsæt blev fuldbyrdet under Paulus' sørejse; han havde til hensigt, at skibsbesætningen på denne måde skulle blive vidne til Guds kraft gennem Paulus, at hedningerne også skulle høre Jesu navn, og at mange kunne blive omvendt ved apostelens undervisning og ved at se de undergerninger, han gjorde. Konger og landshøvdinger følte sig henrevet af de tanker, han fremholdt, og når han med nidkærhed og i Helligåndens kraft forkyndte Jesus og omtalte de interessante tildragelser i sin erfaring, trængte den overbevisning sig ind hos dem, at Jesus var Guds søn. Medens nogle blev betaget af forundring, da de hørte Paulus, var der en, som råbte: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en kristen." Men de fleste af dem, der hørte derpå, tænkte, at de engang senere hen ville overveje, hvad de havde hørt. Satan benyttede sig af udsættelsen, og eftersom de forsømte anledningen, medens deres hjerter var bløde, var den forspildt for stedse. Deres hjerter blev forhærdede.