Kristus så det, for hvilket hans sjæl havde haft møje, og var tilfreds. Han beskuede den lange evighed og så langt deres lykke, som ved hans ydmygelse ville få syndernes forladelse og opnå evigt liv. Han blev såret for deres overtrædelser og knust for deres misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at de skulle have fred, og de fik lægedom ved hans sår. Han hørte de forløstes fryderåb. Han hørte de genløste synge Mose og Lammets sang. Selvom han først måtte modtage bloddåben, selvom verdens synder skulle hvile tungt på hans uskyldige sjæl, selvom skyggen af en usigelig sorg hvilede over ham, så valgte han dog at tåle korset og skammen i stedet for at nyde den glæde, som han havde for sig.