Da vi kom om aftenen fandt vi at de unge mand var meget nær sin afslutning. Hans jordiske legeme var forpint af smerte. Vi bad sammen med ham, og hans svære vejrtrækning og stønnen ophørte medens vi bad. Guds velsignelse hvilede over sygeværelset, og vi følte at engle svævede omkring. Han fik lidt livskraft, alligevel vidste han at han døde. Han prøvede at få os til at forstå at håbet lyste fremtiden op, og at den ikke var så mørk og usikker for ham. Fra afbrudte sætninger forstod vi at han ville have del i den første opstandelse, og da få evigt liv. Han sagde: "Fortæl bror Bates at jeg vil møde ham der." Hans skælvende tunge talte ofte om det kære navn, så dyrebar for den døende kristne - Jesus - i hvem al hans håb om evigt liv centrer sig om. Han faldt i søvn i Jesus nogle få timer efter vi var gået. Min mand deltog i begravelsen. Der var mange til stede som havde lyttet til hans trofaste formaninger, og foragtede dem medens han levede, og nogle som havde skældt ud på ham, på grund af hans tro, for ganske kort for inden. De så på den dødes ansigt, som bar på et tilfreds smil, og vendte bort fra dette skue med skælvende læber og blanke øjne. Vi kunne kun tænke at han talte, selvom han var død. Det var vidnesbyrdet til alle tilstedeværende, at de aldrig havde set så rart og elskeligt udtryk på den dødes ansigt. Vi fulgte kroppen til graven, til hvile indtil de retfærdige døde vågner op til evigt liv.