Ved mødet erfarede jeg at min moder havde trådt på et rustent søm på et bord, som var presset igennem hendes fod. Hun prøvede alle hjælpemidler, men intet fjernede betændelsen, eller ophørte smerten. Vi tog straks til Gorham, og fandt at hendes fod var dødelig opsvulmet. Naboerne havde prøvet alle mulige lægemidler de kunne komme på, men de hjalp intet. Mor blev behandlet med trismus (stivkrampe). Den næste morgen gik vi sammen i bøn for hende. Jeg troede at Gud ville helbrede hende til fuldkommen sundhed. Hun kunne ikke knæle. Med en dyb fornemmelse af min uværdighed, knælede jeg ved min moders fødder og hjemsøgte Herren om at berøre hende med hans helbredende kraft. Vi troede alle at Herren hørte bøn. Med Herrens Ånd hvilende over mig, bød jeg hende i Herrens navn at rejse og gå. Hans kraft var i værelset, og prisende råb gik op til Gud. Mor rejste og gik ind i værelset, og erklærede at værket var sket, al ømhed var borte, og at hun var lindret helt fra smerte. Den dag rejste hun otteoghalvtreds kilometer til Topsham for deltage i en konferense der, og hun fik ikke mere problemer med hendes fod.