I denne sindstilstand faldt jeg i søvn, og drømte at en høj engel stod ved min side og spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Jeg fortalte ham om de tanker der havde bebyrdet mig, og sagde: "Jeg kan kun så lidt godt, hvorfor kan vi ikke være hos vore børn, og nyde deres selskab?" Han sagde: "Du har givet Herren to smukke blomster, vellugten som er så liflig som røgelse for Ham, og er mere dyrebar i Hans øjne end guld eller sølv, for det er et hjertets gave. Det drager på hjertets fibre som intet offer kan. Du bør ikke se på de nuværende ting, men holde øjet rettet mod din pligt, rettet mod Guds herlighed, og følge Hans opåbende forsyn, og stien skal lyses op for dig. Enhver selvfornægtelse, ethvert offer, bliver nøje skrevet ned, og vil bringe sin løn."