Da jeg vendte tilbage til Portland blev beviserne større for fanatismens ulykkelige virkninger i Maine. Disse fanatiske mennesker lod til at tro at religion bestod af at lave larm. De ville tale på en sådan måde at ikke-troende blev irriterede, og få dem til at hade dem, og så ville de glæde sig over at de led forfølgelse. Ikke-troende kunne ikke se nogen mening i deres handlemåde. Brødrene på nogle steder blev forhindret i at samles til møder. De uskyldige led sammen med de skyldige. Meget af tiden bar jeg på et bedrøvet og tungt hjerte. Der lod til at være en sådan grusomhed at Kristi sag ville skades af uforstandige mænd. De fordærvede ikke blot deres egne sjæle, men satte en skamplet på sagen, der ikke var let at fjerne. Og Satan elskede at have det sådan. Det passede ham godt at se sandheden behandlet af udygtige arbejdsfolk, der blander den med vildfarelse, og så trædes i det hele taget ned i støvet. Han så med sejr på Guds børns forvirrede og adspredte tilstand.