Jeg så, at mange på forskellige steder både i øst- og i veststaterne føjede landejendom til landejendom, jord til jord og bygning til bygning og de påberåber sig Guds sag til undskyldning, idet de siger, at de gør dette for at kunne hjælpe sagen. De binder sig så fast, at de kun kan gøre sagen ringe nytte. Nogle køber et stykke jord og arbejder med al deres kraft for at kunne betale det. Deres tid er så optaget, at de kun har få stunder til at bede, til at tjene Gud og opnå kraft fra ham til at overvinde deres skødesynder. De er i gæld og når sagen trænger til deres støtte, kan de ingen hjælp yde, fordi de først må afvikle gælden. Men så snart de er gældfri, ligger det dem fjernere at hjælpe sagen, end det gjorde før, idet de på ny indvikler sig i forpligtelser ved at forøge deres ejendom. De smigrer sig med, at denne fremgangsmåde er rigtig, at de vil anvende udbyttet til at fremme Guds sag, medens de faktisk samler sig skatte hernede. De elsker sandheden med deres mund, men ikke med deres gerning. De elsker sandheden netop så meget, som deres gerninger viser. De elsker verden mere og Guds sag mindre; tiltrækningen til jorden bliver stærkere og tiltrækningen til himmelen svagere. Hvor deres skatte er, der er også deres hjerter. Ved deres eksempel siger de til deres omgivelser, at de har i sinde at forblive der og at denne verden er deres hjem. Engelen sagde: "Du er din broders, vogter."